Sui- og Tang-dynastierne var toppen af udviklingen af det kinesiske feudale samfund. Generelt var landet velstående, økonomisk udviklet og handel velstående, især den kulturelle åbning, som viste den yndefulde, generøse og altomfattende stil i denne æra. Silkeindustrien har også oplevet et udviklingsklima baseret på dette sociale fundament. På det tidspunkt var der tre vigtige silkeproducerende områder: det ene var Det Gule Vandløbsopland, med Hebei og Henan som hovedkrop; den anden var Bashu-området i Sichuan, hvor den vestlige del af Jiannan Road og Shannan Road kunne medtages i dette område; og den tredje var det sydøstlige område under Yangtze-floden. , Dybest set danner en situation, hvor de tre øverste står sammen. Efter Anshi-oprøret er betydningen af Jiangnan-regionen steget kraftigt. Derudover er udviklingen af silke i den nordvestlige region uovertruffen i de fjerntliggende områder og viser stærke lokale egenskaber.
Tang-dynastiet var silkeproduktionens storhedstid, og output, kvalitet og sort nåede et hidtil uset niveau. Produktionsorganisationen af silke er opdelt i tre typer: domstolshåndværksindustri, landlig bibeskæftigelsesindustri og uafhængig håndværksindustri, og skalaen udvides stærkt sammenlignet med den forrige generation. Samtidig har udenrigshandelen med silke også udviklet sig enormt. Ikke alene er antallet af kanaler på "Silkevejen" steget til tre, men handelsfrekvensen er også steget uden fortilfælde. Produktionen og handelen med silke ydede et stort bidrag til velstanden i Tang-dynastiet.
Silkehandelen i Tang-dynastiet var meget udviklet, og de landbaserede silkehandelsveje var mere en omvej mod nord. Den maritime silkevej opstod også i denne periode. Silkeprodukter blev eksporteret til den koreanske halvø, Japan og Sydøstasien, Indien, og spredte sig endda til Europa af arabiske købmænd gennem Østkinesiske Havlinje og South China Sea Line. Silkehandelens velstand førte til spredning af silketeknologi. I det 7. århundrede begyndte silkeproduktionen i Japan i øst, Europa i vest og Indien i sydvest, som dybest set etablerede mønsteret af silkeproduktionsområder i fremtiden.
