Med stigningen i verdens befolkning&39, justering af silkeindustriens struktur og teknologisk innovation kombineret med uddybningen af menneskers forståelse af naturlige silkeprodukter vil silkeforbruget fortsætte med at vokse støt. Men med integrationen af den globale økonomi og Kinas&nr. 39; s tiltrædelse af WTO vil konkurrencen på silke markedet blive stadig hårdere.
1. Silkehandelsbarrierer begrænser fair konkurrence
Fra hele tekstilindustriens perspektiv har silkeeksport relativt få handelsbarrierer og et relativt løst eksportmiljø, men de er også blevet begrænset af handelsbarrierer som kvoter og told. På samme tid er eksporten af krydsprodukter, der er vævet med tekstilmaterialer som ægte silke, bomuld og linned, på grund af virkningen af handelshindringer for tekstil blevet stærkt begrænset. Den Europæiske Union og USA er de vigtigste salgsmarkeder for kinesisk silke. For at modstå en stor mængde import af kinesisk silke og silkebeklædning til lave priser og undgå en indvirkning på cirkulationsindustrien begyndte EU og USA at indføre kvotebegrænsninger på kinesisk silke- og beklædningsimport i 1994. Siden 1998 skønt Europa og USA har annulleret nogle kvoter for kinesiske silkeprodukter, er der stadig visse begrænsninger. For at beskytte sine egne interesser har Japan pålagt de fleste begrænsninger for importen af kinesiske silkeprodukter. Med populariteten af silke, linned, silke og bomuld og andre blandede stoffer på det internationale marked er virkningen af tekstilkvotebegrænsninger på udvidelsen af silketøj og markedsplads blevet mere og mere tydelig.
2. Lande har presset sig ind på det internationale silkemarked
Silkeforbruget spreder sig over hele verden. Kina og Brasilien er de største eksportleverandører af silkeormskokoner og råsilke på verdensmarkedet for silke. Kina, Japan, Sydkorea, Indien og Thailand er de største eksportleverandører af silke stoffer i verden. Kina, Japan og Sydkorea er også de største eksportleverandører af silketøj på verdensmarkedet for silke. Den største eksportleverandør. Der er næsten ingen dyrkningsindustri i Frankrig, Italien, Tyskland, Schweiz og Hong Kong, Kina. De importerer hovedsageligt rå silke og silke og andre råvarer efter dyb behandling til indenlandsk og udenlandsk forbrug. USA, Australien, New Zealand, Saudi-Arabien og nogle nordamerikanske lande importerer direkte silkeprodukter til indenlandsk forbrug. Med genopretningen og væksten i verdensøkonomien har lande rettet mod det globale silke marked og stræbt efter at udvide deres eksport af silke produkter. Stigningen og udviklingen af silkeproducerende lande som Indien og Vietnam vil yderligere presse den internationale markedsandel. Sydkorea, Italien, Tyskland og andre lande bruger deres teknologiske fordele til at importere kokonsilkeråvarer fra Kina, Japan og Brasilien og derefter eksportere dem til udviklede lande som USA efter forarbejdning. De er blevet Kina' s stærkeste konkurrenter inden for eksport af silkebeklædning.
